Torsdag den 15. december åbnede Nordhavns nye parkeringshus på hjørnet af Sundkrogsgade og Orient Kaj i København. Parkeringshuset har fået navnet Trælasthuset, og er beklædt med træ og genbrugsaluminium. Facadeudtrykket og navnet er en gestus til områdets historie som et sted, hvor man opbevarede og håndterede træ. Det er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har haft et ønske om at tilføje et bæredygtigt og legende element til Nordhavns andre bygninger. Det nye parkeringshus har plads til 430 biler fordelt på seks etager i en bygning, der er udstyret med solceller og ti ladepladser til elbiler. Byggeriet er på 13.300 kvadratmeter og er opført i totalentreprise af 5E Byg til hvem Spæncom har leveret TTP’ere, huldæk, søjler, bjælker, rampedæk og vægge.

Foto: Vilhelm Lauritzen Arkitekter