I Nærheden ved Hedehusene er det fjerde parkeringshus ved at tage form. Spæncom, pionererne inden for betonelementbyggeri, der i år fejrer 75 års jubilæum, har betonelemententreprisen på p-husene. Projektudvikler er Sjælsø Management, og totalentreprenør er Kaj Bech A/S.

Gennem de senere år er Spæncom for alvor trådt ind på markedet for p-huse med byggerier i blandt andet Københavns Nordhavn, Horsens, Aarhus og Fredericia. Konceptet bag succesen byder blandt andet på lave driftsomkostninger og fleksibilitet, hvor p-husene let kan skaleres op og ned i både højden og længden.

”P-husene er bygget op af 17 meter lange TTP elementer med frit spænd, som giver optimale og brugervenlige parkeringsarealer uden generende søjler,” forklarer Jens Guldberg Jørgensen, salgsleder hos Spæncom, og uddyber: ”Bredden af elementerne er på 2,5 m, hvilket matcher bredden på en parkeringsbås med god komfort. Betonelementerne produceres med en færdig overflade og tætnes indbyrdes med elastiske fuger. Dermed minimerer man risikoen for revnedannelse og afhængigheder af vejr og vind, som ved traditionelle P-huse med pladsstøbt overbeton.”

Konceptet giver desuden arkitekterne mulighed for at tilføre facaderne farver, materialer og mønstre, som får p-husene til at passe ind i bymiljøerne.  

Fire p-huse i Nærheden

Kaj Bech har været den udførende part på de fire p-huse i Nærheden, der hver rummer mellem 120-230 biler. Entreprenørvirksomheden, der tæller omkring 170 medarbejdere, har gennem årene udviklet sig fra at være et traditionelt murer- og entreprenørfirma til en alsidig aktør, som også udfører mange anlægsopgaver blandt andre for Holstebro Kommune. Kaj Bech har løst flere opgaver sammen med Spæncom og har også flere p-huse i pipelinen.

”Vi er glade for samarbejdet med Kaj Bech, der er en virksomhed med fokus på detaljerne og som stiller høje krav til kvalitet, hvilket vi bliver holdt op på,” fortæller Jens Guldberg Jørgensen.

Niels Kruse, afdelingschef BYG, Kaj Bech supplerer:

”Vi har haft et godt samarbejde med Spæncom gennem mange år, og det seneste samarbejde har udvidet vores arbejdsopgaver til nu også at omfatte p-huse på Sjælland.”

Spæncom og Kaj Bech har allerede flere p-huse i støbeskeen - både sammen og med andre aktører på markedet.