Bygherre: Skagen Skipperskole
Entreprenør: Raunstrup A/S
Arkitekt: Aart Architects A/S
Areal: 2.300 m2
- Vi valgte at inddrage Spæncom inden første streg var tegnet, således de kunne bidrage med design og optimering af elementdelen, forklarer teknisk direktør Gert E. Hansen, Raunstrup A/S. Det gav en konstruktiv dialog, hvor vi fik klarlagt, hvad der var af muligheder med de udvendige altandæk og overdækninger, der begge havde kraftige udkragninger. Det resulterede bl.a. i, at nogle af dækelementerne blev massive. Derudover blev sandwichfacaderne støbt i aggressiv beton pga. beliggenheden ud til havet. En del af facaderne er efterfølgende beklædt med hvide glasflader, der skaber et lyst, nordisk udtryk og præcise, skarptskårne overgange.
- Spidsen af byggeriet, der skal give associationer til stævnen på et skib, var i højeste grad en elementgeometrisk udfordring, idet det skulle sikres, at elementerne vinklede rigtigt mod både nord og vest, siger Gert E. Hansen. Men også denne udfordring blev løst, og generelt har Spæncom bidraget positiv til de mange løsninger, der skulle findes, således vi har kunnet aflevere et hus, der signalerer noget maritimt såvel som visdom, tryghed og imødekommenhed.
Spæncom har leveret og monteret huldæk, søjler, bjælker og facader.