Bygherre: Schou Company A/S
Entreprenør: Daugaard Pedersen A/S
Areal: 114.000 m2
Syd for Kolding ligger Vision Park, som er navnet på 43,5 hektar jord ejet af Schou Family Invest. Her har entreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen A/S bygget et 100.000 m2 stort logistikcenter, hvoraf de 5.000 m2 er højlager på 42 m, samt ny administration og showroom til Schou Company. Dermed får nordens største nonfood-engrosvirksomhed samlet alle sine danske aktiviteter i Vision Park – herunder 400-450 medarbejdere.
Hos Daugaard Pedersen ser projektchef Michael Riise tilbage på et hektisk forløb.
”Tidsplanen var stram, og projektet blev startet op inden projektgrundlaget var helt på plads,” forklarer han. ”Derfor har vi også været rigtig glade for det konstruktive samarbejde, vi har haft med Spæncom. De har været en vigtig samarbejdspartner i projekteringen, hvor de har bidraget med deres store viden og erfaring i forhold til samlingsdetaljerne – især i forhold til søjle/bjælke delen, og hvordan kræfterne kunne føres rundt.”
Projektet er et af Danmarks største og fokuserer på høj bæredygtighed, hvorfor det også er blevet DGNB guld-certificeret. Det vil i løbet af 2026 være selvforsynende med grøn energi fra 15.000 m2 solceller.
Selve logistikcenteret kan rumme 135.000 paller med varer og har 56 ramper rundt om bygningen. 30 lastbiler tømmes dagligt for varer i logistikcentret.
Hovedkontoret strækker sig over fire etager. Her har en kæmpekran med lethed løftet de massive, tonstunge elementer på plads. Hver etage består af 38 elementer, og det tog cirka to uger at montere, armere og udstøbe hver etage.
Til logistikcenteret har vi leveret mere end 32.000 tons betonelementer, fordelt på huldæk, TT’er, TTS’er, søjler, bjælker, vægge og facader i sort frilagt hyperite.
Til hovedkontoret har vi bidraget med huldæk, TTS’er, søjler (både firkantede og runde), bjælker, vægge og facader. Her er der brugt knap 9.000 tons betonelementer, som vores montageafdeling har monteret.