16.05.2024
Af Flemming Østergaard
Derfor har virksomheden styrket organisationen med ansættelse af en bæredygtighedskoordinator, der skal arbejde tæt sammen med bæredygtighedschefen. Derudover er der sat gang i mange initiativer i virksomheden, som bl.a. omfatter optimering af betonrecepterne og finjustering af produktionsprocesserne, herunder liggetider og skæringsteknikker.
”Hos Spæncom tager vi ansvar for at minimere vores påvirkning på mennesker og miljøet. Det er afgørende for os at sætte høje mål, og derfor går vi grundigt til værks i vores bæredygtighedsarbejde. Vi har gennemført dybdegående analyser og afholdt workshops for at fastlægge vores nøgleområder inden for bæredygtighed, og dermed sikret en effektiv og målrettet indsats, og vi har allerede opnået markante forbedringer,” forklarer Niron Nirmalananthan, bæredygtighedschef hos Spæncom.
Der er sat høje ambitioner for Scope 1+2 samt Scope 3 med mål om CO2-reduktion i 2030 på hhv. 80 % og 60 % i forhold til 2020. 2022-resultatet fortæller, at CO2-udledningen i Scope 1+2 er reduceret med 33 %. I Scope 3, som vedrører råmaterialer fra leverandørerne, er der i samme periode tale om en reduktion på 15 %.
”Vi har styr på vores egne produkter og processer. Men vi skal kunne dokumentere hele vejen igennem værdikæden, og her omfatter Scope 3 jo leverandørerne. Det er nok her, vi bruger de fleste ressourcer på at opsamle alle nødvendige data,” siger bæredygtighedschefen.
Digitale EPD’er og klimaregnskab
89 % af Spæncoms produkter er nu dækket af EPD'er, og virksomheden kan tilbyde digitale EPD'er direkte på hjemmesiden - vigtigt værktøj for Spæncoms kunder. Niron Nirmalananthan forklarer:
”Vores EPD’er bliver stadig bedre, men det kræver også, at vi ikke kun kigger på selve produktet men også områder som affaldshåndtering og energiforbrug. Vi har f.eks. reduceret naturgasforbruget med omkring 30 % siden 2020. Når vi justerer for produktionens omfang, svarer det til en reduktion på 5 % pr. ton produceret beton. Herudover er strømforbruget reduceret med 20%, der er indført brug af genbrugsplastfolie, og der er nu LED belysning på alle fabrikker.”
Spæncom har også uddannet flere interne DGNB-konsulenter og udviklet egne DGNB-procedurer. Det har bl.a. bevirket, at produktions- og montageprocesser er forbedret med sundere og mere miljøvenlige materialer, hvilket både gavner miljøet og medarbejdernes sundhed. Derudover har virksomheden i 2023 prioriteret udarbejdelsen af et klimaregnskab.
”Først og fremmest for, at vi kan vise vores engagement for at reducere vores miljøaftryk og være en mere ansvarlig producent. Vi betragter klimaregnskabet som et essentielt værktøj i vores bestræbelser på at reducere vores CO2-udledning, da klimaregnskabet giver et unikt overblik over de emissioner, der ligger fordelt på mange forskellige områder, store som små. Klimaregnskabet bidrager også væsentligt til at skabe tillid og gennemsigtighed internt i vores organisation samt eksternt over for kunder og eventuelle nye samarbejdspartnere,” siger Niron Nirmalanathan.
Han understreger, at Spæncoms bæredygtige rejse på ingen måde er slut endnu og opfordrer til, at man følger bæredygtighedsindsatsen på hjemmesiden, hvor der løbende kommunikeres nye tiltag.
Ovenstående billede: Spæncom har leveret runde søjler og en hel del andre betonelementer til Danske Banks nye hovedsæde i København, der bliver certificeret som LEED Gold v4.
Foto: Stine Bundgaard