I en tid, hvor arbejdsmarkedet konstant forandrer sig, er det vigtigere end nogensinde at have en balance mellem erfarne og yngre medarbejdere. Hos Spæncom er der en god blanding af yngre medarbejdere og deres mere erfarne kolleger. Dette samspil skaber en god arbejdsplads, hvor læring og udvikling går hånd i hånd.

Hos Spæncom er 77-årige Jørgen Walther Hansen og 73-årige Alice Jacobsen, efter mere end 50 år i byggebranchen, fortsat aktive og engagerede i deres roller, hvilket vidner om deres passion for byggebranchen og ikke mindst Spæncom.

Fra praktikant til salgsekspert

Alice Jacobsen startede sin rejse i Spæncom tilbage i januar 1970, hvor hun kom i praktik som teknisk assistent. Efter endt uddannelse fik hun job hos Carl Bro A/S, men noget af det første hun skulle arbejde med, var en tegning til Spæncom, og her var snitpilen vendt forkert i forhold til Spæncoms standard.

”Så ringede jeg til Spæncom og spurgte, om jeg ikke hellere måtte komme tilbage”, fortælle hun. ”Jeg startede op på tegnestuen igen i august 1971, men efter et år, ville jeg gerne noget andet, og jeg fik så lov af den daværende direktør til at komme på prøve i salgsafdelingen. Her har jeg så været siden. Det spændende ved salgsafdelingen er, at ingen dage ligner hinanden. Den variation og udfordring har gjort, at jeg er blevet hængende”.

Ingeniør og landmand

Jørgen Walther Hansen, der er 77 år, blev uddannet ingeniør i 1971 og arbejdede som rådgivende ingeniør indtil 1980. Herefter var han med til at eksportere 1.600 lejligheder til Algeriet. Da projektet sluttede, arbejdede han som freelanceingeniør, hvor han bl.a. udførte opgaver for Spæncom.

”Da de så fandt ud af, at det var for dyrt at bruge mig som freelanceingeniør, blev jeg fastansat i 1994, så jeg har lige fejret mit 30-års jubilæum”, fortæller Jørgen.

Jørgen startede sin karriere i Spæncom som konstruktionsingeniør og projektleder, men de seneste 10-15 år har han udelukkende fokuseret på konstruktionsdelen.

"Jeg gider dog ikke beregninger længere – dokumentationen er de sidste år blevet meget besværlig," fortæller Jørgen med et smil. I dag er han især optaget af at stykke tingene sammen, så elementerne også kan produceres, og han fungerer som en vigtig støtte for sine kolleger i forhold til at vurdere armeringsmængden og bygbarheden.

”Jeg har jo en vis form for erfaring – både på elementer og mange andre bygningsdele”, siger Jørgen med et glimt i øjet.

Fleksibilitet og fritidsinteresser

Både Alice og Jørgen nyder i dag en fleksibel arbejdsordning. De har begge fri om onsdagen og de andre fire dage arbejder Alice 26 timer, mens Jørgen arbejder 22 timer. Foruden sit arbejde hos Spæncom driver Jørgen også et landbrug sammen med sin søn på en firelænget gård med 60 hektar jord. "Jeg har drevet landbrug lige så længe, som jeg har været ingeniør," forklarer han. ”Vi dyrker udelukkende afgrøder, så det er en lille smule sæsonbetonet, men vi har selvfølgelig også temmelig mange bygninger, som vi også skal passe”.

Jørgen er glad for, at sønnen har fuldtidsarbejde som landbrugsmaskine mekaniker. ”Så kan han reparere det gammel skrammel, vi kører rundt med”, siger han med et smil.

Alice, derimod, er dedikeret til sin have, sin hund og ikke mindst sine bøger. Med over 1.000 titler i bogreolerne bruger hun meget tid på at læse bøger af både gamle og nye forfattere, men ikke krimier. Der er også ekstra meget tid, da hun har valgt ikke at have et TV.

Gode kolleger og et stærkt fællesskab

Når man spørger Alice og Jørgen, hvorfor de har været hos Spæncom så længe, kommer det tørt fra Jørgen; ”Det er ren dovenskab!”

Men giver dog hurtigt Alice ret i, at det kollegiale også har stor betydning. ”Jeg skal ud at se andre mennesker, ellers bliver jeg eneboer”.

Alice er udover kollegaerne også glad for den variation, der er i dagligdagen.

”Jeg kan godt lide, at den ene dag ikke ligner den næste. Derudover har vi en god atmosfære og kommer hinanden ved uden at være for nysgerrige. Vi hjælper hinanden”, forklarer hun.

Alice fremhæver også det gode samarbejde og den respekt, hun har mødt og husker tilbage på tiden, hvor kvinder var en sjældenhed i branchen, og hun oplevede modstand fra en gammel entreprenør, der ikke ville tale med kvinder for ”de vidste jo ingenting om byggeri”.

”På det tidspunkt var vi to piger i salg, og når han så bad om at komme til at tale med en anden, stillede vi telefonen om til hinanden, og det endte jo med, at han kun ville tale med en af os to piger, når han ringede til Spæncom”, griner Alice.

Spændende projekter og uforglemmelige oplevelser

Både Alice og Jørgen har været en del af nogle af Spæncoms største projekter. Jørgen deltog blandt andet i byggeriet af shoppingcenteret Field’s – Spæncoms største projekt nogensinde – mens Alice husker tilbage på de store bjælker til Parken i København.

”Jeg kan huske, hvordan folk stod og måbede, når blokvognene kom med de lange og store bjælker. Mens en af blokvognene holdt på tværs med en lang SIB bjælke, kom en person i en lille bil kørende, og han fortsatte ind under bjælken, da han troede det var en bro - det var den episode, der gjorde, at der kom wirer ind mellem forvogn og bagvogn, så der ikke lige kunne køre en bil under”.

Deres erfaring og engagement har gjort dem til uvurderlige ressourcer for Spæncom, og de er fortsat beviser på, at passion og glæde ved arbejdet er en drivkraft, der kan vare ved gennem hele livet.