Spæncoms moderselskab Consolis, der er en af de europæiske ledere inden for præfabrikerede betonløsninger, har i dag udnævnt den erfarne direktør Jesper Knudsen som administrerende direktør for Spæncom.

Det er en erfaren direktør, der snart sætter sig for bordenden hos Spæncom, når Jesper Knudsen d. 12. juni 2023 starter i virksomheden.

Jesper Knudsen har de seneste syv år arbejdet som administrerende direktør i den landsdækkende elinstallatør virksomhed, Elcon, og før det var han i en årrække direktør hos Unicon, den førende danske producent og leverandør af færdigbeton. Det er således en erfaren virksomhedsleder i den danske byggesektor med en stærk baggrund inden for installations- og byggematerialebrancherne.

I en kommentar til udnævnelsen siger administrerende direktør Mikael Stöhr, Consolis:

”Jeg er meget glad for, at Jesper Knudsen kommer til Consolis. Han vil være en nøglespiller i at drive den bæredygtige transformation af branchen i Danmark og udvikle flere produkter, der skal certificeres til vores Consolis Green Spine Line®-koncept.”

Jesper Knudsen siger om den nye opgave;

”Jeg ser frem til, at stå i spidsen for Spæncom, der er en unik aktør på det danske marked. Mit mål er at fortsætte med at styrke Spæncoms position yderligere og øge hastigheden i lanceringen af produkter med lavere CO2 -udledning. Spæncom har allerede Green Spine Line®-huldæk på markedet med 31% lavere CO2-emissioner sammenlignet med branchestandarden."

Consolis-gruppen vil være CO2-neutrale i 2050, og en af vejene dertil er Consolis Green Spine Line® konceptet, der er certificerede og bæredygtige præfabrikerede produkter. Et år efter introduktionen af Green Spine Line udgjorde produkter under dette koncept allerede 10 pct af Consolis’ samlede produktion.