22.03.2023
Det er en erfaren direktør, der snart sætter sig for bordenden hos Spæncom, når Jesper Knudsen d. 12. juni 2023 starter i virksomheden.
Jesper Knudsen har de seneste syv år arbejdet som administrerende direktør i den landsdækkende elinstallatør virksomhed, Elcon, og før det var han i en årrække direktør hos Unicon, den førende danske producent og leverandør af færdigbeton. Det er således en erfaren virksomhedsleder i den danske byggesektor med en stærk baggrund inden for installations- og byggematerialebrancherne.
I en kommentar til udnævnelsen siger administrerende direktør Mikael Stöhr, Consolis:
”Jeg er meget glad for, at Jesper Knudsen kommer til Consolis. Han vil være en nøglespiller i at drive den bæredygtige transformation af branchen i Danmark og udvikle flere produkter, der skal certificeres til vores Consolis Green Spine Line®-koncept.”
Jesper Knudsen siger om den nye opgave;
”Jeg ser frem til, at stå i spidsen for Spæncom, der er en unik aktør på det danske marked. Mit mål er at fortsætte med at styrke Spæncoms position yderligere og øge hastigheden i lanceringen af produkter med lavere CO2 -udledning. Spæncom har allerede Green Spine Line®-huldæk på markedet med 31% lavere CO2-emissioner sammenlignet med branchestandarden."
Consolis-gruppen vil være CO2-neutrale i 2050, og en af vejene dertil er Consolis Green Spine Line® konceptet, der er certificerede og bæredygtige præfabrikerede produkter. Et år efter introduktionen af Green Spine Line udgjorde produkter under dette koncept allerede 10 pct af Consolis’ samlede produktion.