Præfabrikerede elevatorskakte giver mange fordele på både økonomi, tid og sikkerhed. De kan med fordele anvendes i både nybyggeri og renoveringsprojekter.
Store tidsbesparelser giver billigere løsning
Hvor kunderne hidtil har skullet foretage fire løft med fire betonvægge enkeltvis, kan de nu nøjes med kun ét løft af vores præfabrikerede etagemodul. Dermed sparer kunderne 75 procent af den tid, det hidtil har taget at løfte elevatorskaktens fire betonvægge på plads.
Spæncoms kunder sparer ekstra tid, fordi de ikke længere skal støbe fire betonvægge sammen på byggepladsen, når de bruger præfabrikerede elevatorskakte i etagemoduler. Med de tidsbesparelser er præfabrikerede elevatorskakte samlet set en billigere løsning end den traditionelle.
Stor holdbarhed
Holdbarheden af de præfabrikerede elevatorskakte kan også måle sig med den traditionelle løsning. Når vi støber etagemodulet som èt samlet element, undgår vi de traditionelle støbeskel, der opstår, når fire vægge skal samles. Dermed er de præfabrikerede elevatorskakte mindst lige så holdbare som den traditionelle løsning.
Bedre sikkerhed
De præfabrikerede elevatorskakte medfører også sikkerhedsmæssige fordele for montørerne. I den traditionelle måde at montere elevatorskakte på skal montørerne først stabilisere hver af de fire vægge med to element-afstivninger og derefter støbe væggene sammen. Det gør de stående på en stige både inde i og uden for elevatorskakten, og dermed er der risiko for fald-skader. Med de præfabrikerede skakte, kan de nøjes med at montere etage-modulerne oven på hinanden, og det reducerer risikoen for arbejdsulykker.
Elevatortop og grube
Elevatortoppen og gruben består af fire vægge og en plade støbt i ét stykke på fabrik med fire løft i toppen, så den er nem at montere på byggepladsen. Hermed kan den også monteres uden afstivninger og vertikale sammenstøbninger, hvilket reducerer montagetiden og samtidig øger sikkerheden. Toppene leveres med indstøbte løfteøjer, som senere skal anvendes i forbindelse med installationen af elevatoren.
Alternativet til elevatortoppen er at montere og sammenstøbe fire vægge på byggepladsen og efterfølgende toppladen. Antallet af løft er derfor fem i stedet for ét, og der skal i alt indstøbes 12 løfteankre i de fem elementer. Dermed bliver denne løsning væsentlig dyrere end den nye præfabrikerede løsning. Der er således både en prismæssig, tidsmæssig og sikkerhedsmæssig fordel med de nye elevatortoppe og gruber.