Transportvirksomheden Alex Andersen Ølund A/S har i Odense fået opført nye terminalbygninger, administrationsbygninger, værksted, tankanlæg og vaskehal. Alt sammen opbygget som et stort H.

Alex Andersen Ølund A/S er siden starten i 1964 vokset konstant og er i dag en af de store transportfirmaer i Danmark. De beskæftiger sig bl.a. med transport af blomster, frugt og grønt og andre temperaturfølsomme varer samt stykgods af enhver art for mere end 20.000 kunder i Skandinavien og Centraleuropa.

I 2017 blev det besluttet at bygge nyt i Højme ved Odense. MJT blev hyret til at stå for opgaven, og Mogens Linnebjerg Mortensgaard blev sat på opgaven som projektchef.

”Bygherren ønskede en fremtidssikret og bæredygtig bygning, og derfor valgte vi en betonelementløsning med sandwichfacader, der sikrede fuldisolerede koldhaller. Som bygherrerådgiver udbød vi de enkelte fag­entrepriser i åben udbud, og i samarbejde med bygherren valgte vi de virksomheder, hvor tid, kvalitet og pris hang bedst sammen. Vi ville gerne have Consolis Spæncoms store erfaring i spil, og derfor var der en vurdering af, hvilken bips model, der skulle vælges, så vi fik Consolis Spæncom mest muligt med og dermed sikrede det bedste projekt for bygherren.”

Consolis Spæncom har leveret og monteret huldæk, TTS tagelementer, søjler, bjælker, vægge og facader. Sidstnævnte i såvel grå afsyret og sort frilagt til terminalhallerne og hvid afsyret til administrationsdelen. 

Mogens Linnebjerg Mortensgaard fortæller, at Consolis Spæncom bød ind med flere gode detaljeløsninger.

”Et eksempel er, at facadeelementerne er med til at danne soklen, så der ikke skulle støbes et skaft op. Med denne løsning er der isolering helt ned til jorden, så energimæssigt er det en langt sundere konstruktion. Samtidigt sparede vi beton, tid og arbejdskraft og skulle ikke tænke på at beskytte mod kuldebro’er. For at have samme udseende var de nederste 1,10 m i grå afsyret, og resten af facadeelementet var en sort frilagt overflade.”

Byggeriet var oprindeligt planlagt til at være på 16.000 m2, men blev løbende udvidet, da både Alex Andersen Ølund A/S og de relaterede virksomheder, der lejer sig ind, fik brug for mere plads. Det samlede antal kvadratmeter endte derfor på 28.000 m2, og så er byggeriet af en 8.000 m2 ny terminal 3, ved siden af det nye store byggeri, netop startet op.

"Det er gået hurtigt, og vi har oplevet Consolis Spæncom som en ekstrem professionel samarbejdspartner, der har leveret elementer til tiden”, siger Mogens Linnebjerg Mortensgaard. ”Da det er et dyrt set-up med kraner og personale, skal svar og reaktionstider hænge sammen, og det har det gjort. Derudover har der været en faglig og ærlig dialog gennem hele processen, og især samarbejdet med Consolis Spæncoms montageafdeling har været godt. Alle terminerne er overholdt, og sikkerhedsmæssigt faldt bygherrens krav helt naturligt for montageafdelingen, som gjorde en stor indsats på alle fronter. Det er altid en fornøjelse at kunne skabe mere værdi for bygherren ved at bruge gode leverandører, og det må vi sige, at vi har for Alex Andersen Ølund A/S”.

Byggeriet blev taget i brug som planlagt tilbage i marts måned, hvor blomstersæsonen startede op.