nyheder

Nyudviklede støttevægge - Solrødgård Renseanlæg

SpNyt_Solroedgaard_NYHED.jpg
16-11-2015

Henning Larsen Architects har været arkitekt på opgaven og har med Solrødgård Renseanlæg skabt et unikt, dansk udstillingsvindue for miljøteknologi med fokus på bl.a. arbejdsmiljø, funktionalitet og klimatilpasning.

Jakobsen & Blindkilde vandt opgaven som totalentreprenør med det bedste projekt, da det var en omvendt licitation, hvor prisen kun vægtede 10 %. Opgaven blev lagt i hænderne på projektleder Hans Jørgen Jensen og til at levere og montere betonelementer til det både smukke, funktionelle og fremtidssikrede renseanlæg, valgte Jakobsen & Blindkilde at gå sammen med Spæncom.

– Vi valgte Spæncom specielt til denne opgave, da vi ved, at de er Danmarks førende elementleverandør, og vi ville have en leverandør, som vi var sikker på kunne løfte opgaven, fortæller Hans Jørgen Jensen og uddyber: vi ville have en leverandør, som vi ikke skulle slås med gennem hele projektet, fordi de ikke magtede opgaven, når det kom til stykket. 

– Når Hillerød Forsyning efter planen i 2017 indvier Solrødgård Renseanlæg, vil størstedelen af anlægget være overdækket og syne som en seks meter høj bakke set fra Lyngevej, forklarer Hans Jørgen Jensen og fortæller, at en 20 meter bred passage vil føre de besøgende ned imellem renseanlæggets to bygninger. Til den ene bygning (efterklaringsbygningen) skal Spæncom levere 3 stk. 5 meter høje tanke med 40 elementer i hver. Den anden bygning (procesbygningen) indeholder 3 stk. 100 meter lange vandtanke, der er opbygget af 25 cm tykke vægelementer. Begge bygninger får jord op over tagniveau og glaspartier ud mod passagen, så de besøgende kan følge renseprocessen af spildevandet uden at komme i kontakt med vandet.

Til at optage det skæve jordtryk på de to bygninger, har Spæncom udviklet en ny L-formet ydervæg med ribber, som fungerer som støttevægge og kan klare op til 7 meter ensidigt jordtryk. De enkelte væg­elementer har en bredde på 2,4 meter. Det nye vægelement produceres i Aalborg, og de første elementer monteres i starten af det nye år.

Samtidigt er der udarbejdet en specialløsning med fire IB bjælker, som hver spænder 30 meter over tankene og som skal bære huldækkene. Ovenpå huldækkene lægges fladt tag med grønne vækster, hvor besøgende kan færdes på de anlagte stier og via ovenlysvinduer se ned i vandtankene og dermed få indblik i de enkelte faser i rensningsprocessen.

Hillerød Forsynings ambition er nemlig at skabe et særligt sted, der åbner sig mod offentligheden og kan spille en formidlende rolle i fremtidens bæredygtige udvikling.

I alt skal Spæncom levere og montere 15.000 tons betonelementer fordelt på massive dæk, huldæk i aggressiv miljøklasse, runde søjler, bjælker, vægge, facader, tankelementer og de nyudviklede L-formede støttevægge.