nyheder

Massive dæk klarer lydkravene

Massiv_Huldaek_900x300.jpg
06-05-2015

Efter Spæncom har flyttet produktionen af huldæk til fabrikken i Vemmelev, er der åbnet op for større produktion af massive dæk, der imødekommer de skærpede lydkrav i etagebyggeri.
 

Spæncom ser store muligheder for produktet og har allerede mange forespørgsler.
 

- Betonelementer er på grund af deres tyngde gode til at lydisolere, og jo tungere elementerne er desto bedre, fortæller salgsingeniør Jesper Graversen. Såfremt betonkonstruktionen med gulvgruppe 2 belægning skal opfylde kravene, er det nødvendigt med en fladevægt på 440 kg/m² og dermed skal der minimum bruges et 27 cm huldæk, hvis der benyttes gulvgruppe 2 belægning eller bedre i henhold til SBI anvisning 237. Dette imødekommer vi nu med de massive dæk.
 

- Med et 18,5 cm massivt forspændt dæk løses lydkravet, da egenvægten på et sådant dæk er 444 kg/m², forklarer Jesper Graversen. Især i boligbyggeri, hvor dækkene typisk skal spænde under 8 meter, er dækkene velegnet. Samtidigt kan der ofte spares etagehøjde, grundet det slankere dæk.
 

De massive dæk har samme under- og overside som almindelige huldæk og er ekstrem fleksible med hensyn til placering af udsparinger, da der ikke skal tages hensyn til kanalerne, ligesom der kan tilbydes indstøbninger af eldåser, beslag til altanplader, korrugeret rør på tværs til robusthed og både ende- og sideudkragninger. En yderligere fordel er, at de massive dæk har fortandinger i siderne, så de kan overføre skivekræfter. Men reelt er dette bare nogle af fordelene, idet der er meget få begrænsninger i forhold til at opfylde de ønsker, kunderne måtte have.
 

- Da det massive dæk opfylder lydkravet med begrænsede krav til gulvbelægningen, har arkitekten et stort udvalg af disse, siger Jesper Graversen og fortæller videre, at montagefirmaet slipper for at bore drænhuller.
 

De massive dæk er også velegnede i bygninger, hvor der er skærpede krav til betonen, og dækket derfor skal være i moderat eller aggressiv miljøklasse. En helt tredje mulighed er at bruge de massive dæk som brodæk med en overbeton på.