nyheder

Klar til både musik, teater og konferencer

IMG_0470.JPG
ODEON
04-12-2016

I starten af 2017 forventes dørene at blive åbnet op til Danmarks nye kongres- og kulturhus i hjertet af Odense, grænsende op til både den historiske by og nyere etageejendomme.
Navnet på Odenses nye hus til musik, teater og konferencer er ODEON. ODEON er den klassiske betegnelse for en bygning til koncerter og musikkonkurrencer og har derudover en fin reference til Odense.

 

Faciliteterne i ODEON fordeler sig på 32.000 m2 og er fordelt på syv plan med sammenlagt fire sale, Syddansk Musikkonservatorium, Odense Skuespilskole, et supermarked, restaurant, bar/lounge, mødelokaler, kontorer, et kollegie og en 
p-kælder i underetagen.

 

Arkitekturen står C. F. Møller bag, og det er KPC-BYG, der er totalentreprenør. 
Spæncom har leveret 27.000 tons fordelt på 5.900 elementer bestående af huldæk, massive dæk, søjler, bjælker, vægge og facader. Især facaderne har været en spændende udfordring, da der har været såvel vendeelementer som ikke-vende elementer i forskellige størrelser. Facaderne er udført med syv lodrette spor, som gentages pr. 90 cm. Sporene begynder på 1. sal.. Hos KPC-BYG er det byggeleder John Schwarz, der har haft dirigentstokken. Han fortæller, at Spæncom blev prækvalificeret til at give tilbud på leverancen og efterfølgende blev valgt på grund af deres organisation, kvalitet og pris. 

 

– Odeon har været et meget kompliceret projekt for alle parter vedr. elementlevering og elementmontage, men samarbejdet med Spæncom har været rigtig godt, og de udfordringer, der jo altid er på en så stor byggesag, er løbende blevet løst på en professionel måde, siger John Schwarz.
John Schwarz fortæller, at der er afholdt rigtig mange møder vedr. koordinering og produktion af elementer, talt meget i telefon og skrevet rigtig mange mails.

 

– Der har været en rigtig god dialog gennem hele projektet. Omgangstonen har altid været god, og der har været respekt og imødekommenhed for alle løsninger, hvis det kunne gavne samarbejdet. Spæncom har været gode til at tilpasse deres produktion af elementer i forhold til, hvad rådgiverene havde klar og udført af projekt, og ikke mindst flowet af elementmontagen. Summen af ovennævnte gør, at de personer, der har været en del af elementleverancen og elementmontagen har fungeret godt sammen.